Fridthjof Film Doc udtaget til Cannes

 

For første gang i dansk filmhistorie er en dansk dokumentarfilm udtaget til filmfestivalen i Cannes. ARMADILLO er Janus Metz’ dokumentariske skildring af danske soldater ved fronten i Afghanistan. Filmen er blevet udtaget til den særdeles anerkendte konkurrence ’Semaine de la Critique.’

ARMADILLO er historien om to unge mænd, Mads og Daniel, der mister deres uskyld i krigen i Afghanistan. Eventyrlystne og med åbent sind tager de fra Danmark på deres første udstationering. Filmen er en rejse ind i de unge soldaters sind og en undersøgelse af, hvad det vil sige at være i krig.

Som et karakterdrevet, psykologisk drama undersøger ARMADILLO, hvordan politik møder praksis, når det internationale samfunds intentioner om demokratisering og udvikling støder sammen med den komplekse og ekstreme situation på krigens mikroniveau i Afghanistan.

Filmfestivalen i Cannes har tidligere inkluderet dokumentarer som Michael Moores "Bowling for Columbine" og "Fahrenheit 9/11" der vandt Guldpalmen i 2004.

I ’Semaine de la Critique’, der er et af de vigtige sideprogrammer på festivalen, konkurrerer 7 spillefilm og 7 kortfilm. ’Semaine de la Critique’ lancerer sig selv under sloganet: "Who will be the new Wong Kar Wai, Jacques Audiard, Andrea Arnold or Alejandro González Iñárritu?", og serien går oftest forrest med at udpege nogle af filmhistoriens store filmtalenter.

Med ARMADILLO i ’Semaine de la Critique’ deltager Janus Metz også i konkurrencen om en Caméra d'Or, festivalens pris for bedste debutspillefilm.

Janus Metz har tidligere nået et stort publikum med de to fintfølende og nuancerede skildringer af forholdet mellem thailandske piger og danske mænd i filmene "Fra Thailand til Thy" og "Fra Thy til Thailand”.

Filmen er produceret af Fridthjof Film Doc af producer Ronnie Fridthjof og producer Sara Stockmann.

ARMADILLO har dansk biografpremiere efter Cannes.

Filmen er finansieret af Det Danske Filminstitut, TV2 Danmark, Nordisk Film og TV Fond, Channel 4 UK, YLE Finland, NRK Norway, SVT Sverige, VPRO Holland, ZDF ARTE.

Pressekontakt: Fridthof Film / Geelmuyden.Kiese +45 33 95 96 97

mandag den 19. april 2010

 
 

next >

< previous